Ole Fogh Kirkeby, Dr. Phil, professor emeritus
Dean, Leith Denmark


Et af de problemer, der har optaget mig i de filosofiske spekulationer gennem mit liv er ”Hvorfra kommer stemmen?”  

Da det er en gåde, kan refleksionen let fremmane det magiske. Bogens slogan er vel sagt med sætningen: ”Du har ikke en stemme: du er din stemme.” (p. 15)

I mine filosofiske samtaler har jeg også ofte spurgt den anden: ”Hvordan hører du lyden af din egen stemme?” Nemlig som en indgang til hendes mulighed for at forholde sig til selvet.

Merete Nørgaards bog er ikke mindst et svar på dette spørgsmål, et svar, der er bredspektret, fordi det også indebærer at forholde sig til hvad stemmen er. Stemmen kommer fra kroppen som dynamisk kød; fra sjælen; fra livshistorien; fra følelserne; og fra behovet for at kommunikere. Således bliver bogens atmosfære filosofisk og dermed meget mere end et bidrag til beherskelsen, føringen og fortryllelsen af stemmen. Det er den også, da den leverer en række teknikker til at få magt over sin stemme ved at komme i en dybere kontakt med den. Det er ikke tilfældigt, at ”stemme” og ”stemning” har samme rod. Det er umuligt ikke at blive afsløret af sin stemme. Derfor indeholder bogen også en eksistentiel henvisning til at være den, du er, og være det fuldt og helt. Stemmetræning kan kun lykkes, hvis stemmens ejer tager selvforholdet alvorligt.

Bogen er opdelt i 7 kapitler. I det første præsenteres et gennemgående, analytisk perspektiv på stemmen, der danner grundlag for øvelserne bogen igennem. Det er distinktionen mellem det feminine og det maskuline, mellem det høje og det dybe og dets strukturering gennem det lyse og det mørke. Når disse fire karakterer er integrerede i kroppen danner de grundlag for de berømmede lederegenskaber, integritet og autenticitet.

I kapitel 2. præsenteres tre såkaldte ”performancezoner” :
”I performancezone 1 lukker man sig om sig selv, mens man i performancezone 3 er anmassende i forhold til andre. Derfor er performancezone 2 den ideelle tilstand – energien er fokuseret, vi er til stede i nuet og i relationen til andre.” (p. 61)

Her slås det kropsterapeutiske perspektiv an i tilknytning til begrebet om ”kropssprog”.

Hvis vi undersøger de etymologiske oprindelser af begreber for ”ånd”, vil vi opdage, at de ofte handler om åndedrættet som ”psyke” og ”anima”. Evnen til at beherske åndedrættet er da også tema for kapitel 3. Merete nævner begrebet ”at drage ånde”. Det minder mig om ordet ”stemmes” etymologi, roden er ”mund” og dermed ”åndehul”, et vilkår reflekteret i vågens mørke set nedefra. Stemmen er befrielsens redskab og den åbner mod beherskelsen af alle vore kapaciteter som åndedræts-ordet ”inspiration” udtrykker. Til stemmen hører også muligheden for at tage magten, en mulighed, der gribes gennem viljen til pausen som stilhedens pant i vores samvær. Stilheden er nærværets virkelighed.

Kapitel 4 handler om evnen til at blive en god performer. Det handler om ”de ord, der kom fra hjertet og som til hjertet går.” For denne bog er ikke en stemme-teknisk bog alene, den har et erkendelsesteoretisk fundament og en refleksiv dybde. Derfor handler den – som nævnt – om autenticitet, dvs. om selvets forhold til sig selv, som det træder frem i den indre samtales forberedelse af den ydre. Stemmen afslører livsholdninger.  Men stemmen afslører også det levede liv.

I kapitel 5. kalder Merete det vor ”signaturhistorie”, og stemmen kan forstås som en organisme af tegn, der skaber tegn – tegn, der altid refererer til begivenheder. Disse tegns sammenhæng kan videregives gennem de selvbiografiske elementer i den måde, hvorpå et menneske præsenterer sin sag. Når det begrundes, hvorfor man vil det, man vil, kan andre identificere sig med ens bevæggrunde og få føling med ens værdier. Og selvom Merete ikke binder sig til retorikken som disciplin, så er det jo hendes pointe, at evnen til at fortælle sin historie er et af de stærkeste midler til social gennemslagskraft, til manifestation af pathos, ethos og logos.

I kapitel 6. er temaet sjælen. Ordet ”sjæl” betyder muligvis oprindeligt ”det, der kommer fra havet”, og sjælen er som en atmosfære, der omfatter det virkelige med sine evaporerende farver, stillet til skue i det sagte. Denne omnipræsens er ikke mindst tydelig på scenen. Vi får her en beåndet vejledning til at lære af Shakespeare.  

I kapitel 7. er temaet lederens stemme og nærvær. Her gentages en tema, der dukker op bogen igennem, at eje retten til at tage ordet. Her handler det om, at vide, hvad man vil. Så kan stemmen være gavmild og dermed bidrage til at den lyttende forløses.

Merete Nørgaard har skrevet en meget fin bog. Den er både dybsindig og praktisk. Hun undgår frelstheden, der let overmander det spirituelle og kropsterapeutiske univers, fordi hun tydeligt har en – dejligt nedtonet – kontakt til den filosofiske baggrund for de temaer, som hun strukturerer sin præsentation af den forløste stemme igennem.  

Jeg kan varmt anbefale ledere denne bog, og, også alle os andre, der først ved, hvad vi mener, når vi hører, hvad vi selv siger.